“FOR FULD UDBLÆSNING”
Danmarksturné fra 31. marts til 26. september
Vi tror stadig på værdien af at samles omkring oplevelser, som finder sted i øjeblikket. Vi tror, det er væsentligt at give børn mulighed for at glæde sig – og vi ved, at der sker noget helt særligt mellem mennesker, når de tager plads på cirkusbænken.
Vi har landets sjoveste klovn, Gulio, der på 18. år er helt til grin, og i år får han godt selskab af klovnene, Eddy og Galina, som for længst har fundet melodien – og tager den med i manegen! Yrsa og Sille, de to geniale grise, glemmer man aldrig, når man først har stiftet bekendtskab med dem – de to stikker snuden i alting, og kan præstere det mest utrolige. Og så er der debutanterne, Termi og Poker, som hen over vinteren har fået nyttige staldtips, og derfor overbevisende indtager manegen i selskab med de mere rutinerede ponyer, som altid begejstrer. Der er en rap gås, et højtelsket og vov’et nummer, lagengymnastik – højt hævet over det, de fleste andre formår, og en masse andre talentfulde artister, som stiller sig frem i rampelyset for at underholde. Og det gør de. Cirkus Mascot har dedikeret sin sommer til sjov. Børn og voksne skal hygge sig sammen – og her er er nok at grine af, selvom det hele ellers ikke er for sjov lige i tiden.
Det er hyggelig, virkelig sjov og nærværende underholdning i børnehøjde. Det er cirkus for alle – og en oplevelse, man tager med sig hjem. Mascot 2021 er CIRKUS FOR FULD UDBLÆSNING – se selv!